Headliner er et smart værktøj, der både kan bruges til at redigere og sætte undertekster på video, lave artikler automatisk om til video og sætte lydbølger på billeder, såkaldte audiograms.
Og oveni er værktøjet gratis ved moderat brug og kører i din browser.
Visuelt indhold og især video er ekstremt vigtigt, når det kommer til sociale medier, hvis man er på jagt efter engagement og delinger. Der kan værktøjet Headliner give en hjælpende hånd.
For at komme i gang skal man bare oprette en profil, da værktøjet som udgangspunkt er gratis. Hvis man vil lave over 10 videoer om måneden uden vandmærke, skal man dog betale.
I Headliner kan man lave:
- Audiograms (billeder med lydbølger)
- Videoredigering i flere spor
- Artikel til video
- Undertekster til videoer
- Stories til Instagram og Facebook
- Memes (billeder med tekst)
Herunder vil jeg beskrive de tre øverste.
Audiograms
Podcasts er et godt eksempel på indhold, som er meget lidt visuelt. Men ved hjælp af Headliner er det forholdsvis nemt at lave en såkaldt audiogram, hvilket er et billede med lydbølger og helst også tekst.
Et eksempel er denne audiogram fra Fyens Stiftstidendes podcast om Odense Boldklub kaldet Abildtrup & Rasmussen:
Headliner sætter automatisk lydbølger og endda også undertekster på, når et lydklip uploades. Og Headliner forstår dansk… eller sådan da. Der skal tilrettes en hel del efterfølgende, men forståelsen af dansk vil uden tvivl kun blive bedre fremadrettet.
Lydbølgen, teksttypen og billedet kan efter upload tilpasses efter dine ønsker. Audiograms kan maksimalt være 10 minutter lange, men det er muligt at sætte lydbølger på en podcast op til to timer med funktionen “Full Episode.”
Videoredigering i flere spor
Hvis man vælger punktet “Straight to editor” i Headliner får man en blank tidslinje, hvor man kan redigere en video fra bunden. Du kan indsætte videoklips fra din pc eller fra et link, og lave flere videospor, så du kan indsætte dækbilleder over fx et interview. Videobidderne må dog højs være 10 minutter lange.
Der er også et lydspor til musik eller speak og mulighed for adskillige tekstspor. Headliner har en række forskellige tekster, som fungerer godt til både sociale medier, som undertekster eller bundter med navn og titel.
Hvis du ikke selv har optaget noget video er der masser af både gratis og betalt stock-video at hente i Headliner fra blandt andet Pixabay.
Artikel til video
Denne funktion virker endnu ikke på dansk, men jeg vil nævne den, da den er ret smart. Ved at fodre Headliner med en artikel som denne fra New York Times om Trump og Golan-højderne, kan Headliner ved hjælp af AI automatisk lave en video til brug på for eksempel sociale medier.
Efterfølgende kan man selv tilpasse den og evt. udskifte billederne med andre. Her er eksemplet direkte fra Headliner:
Undertekster på video
Ligesom Headliner kan sætte undertekster på en audiogram, kan værktøjet også bruges til at sætte undertekster på en video. Igen er funktionen klart bedst på engelsk, men hvis man ønsker hardcodede undertekster, som altså “brændes” ind i videoen, modsat dem vi ser på fx Facebook, så er Headliners værktøj en smart løsning.
Man uploader bare sin video, fortæller Headliner hvilket sprog, der tales, og så sætter Headliner underteksterne på. Derefter kan man så rette i stave- og “forstå”-fejlene. Det kræver lidt arbejde på dansk, men er alligevel den nemmeste løsning, som jeg kender til.
Se et eksempel på undertekster lavet i Headliner i denne video med undertegnede på Fyens.dk.
Hvis videoen skal bruges til sociale medier kan man også overveje softcodede undertekster, som Facebook og især Youtube har et godt værktøj til. Læs mere om det her.
Journalism.co.uk har lavet en fin video-guide til at komme i gang med Headliner. Find den her.